Nu er tiden for en israelsk sejr kommet

Den amerikansk-støttede israelsk-palæstinensiske "fredsproces" begyndte i december 1988, hvor PLO's leder Yasser Arafat imødekom de amerikanske betingelser og "accepterede FN's sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338, anerkendte Israels eksistensret og gav afkald på terrorisme" (med Arafats tykke engelske accent lød det som om han "gav afkald på turisme").

Det var en stor nyhed, da Arafat i december 1988 tog afstand fra terrorisme.

Fredsprocessen standsede brat i december 2016, da FN's Sikkerhedsråd vedtog resolution 2334. Khaled Abu Toameh, der måske er den bedst informerede ekspert i palæstinensisk politik, tolker resolutionen som en besked til palæstinenserne: "Glem alt om at forhandle med Israel. Bare pres det internationale samfund til at tvinge Israel til at overholde resolutionen og overgive alt, hvad I forlanger".

Efter den dystre afslutning på 28 års frustrationer og tomgang er tiden nu kommet til at spørge: "Hvad sker der nu?"

Jeg foreslår en israelsk sejr og et palæstinensisk nederlag. Det vil sige, den amerikanske regering burde opfordre Israel til at tage skridt, der vil få Mahmoud Abbas, Khaled Mashal, Saed Erekat, Hanan Ashrawi, og andre fra besætningen til at forstå, at uanset hvor mange FN resolutioner, der vedtages, er deres afskyelige drøm om at udslette den jødiske stat kuldsejlet, og at Israel er et stærkt og permanent land. Når ledelsen erkender denne virkelighed, vil den brede palæstinensiske befolkning følge efter, som andre arabiske og muslimske stater også vil i sidste ende, hvilket vil medføre en løsning på konflikten. Palæstinensere vil få gavn af endelig at blive frigjort fra en dødskult for i stedet at kunne koncentrere sig om at opbygge deres egen politik, samfund, økonomi og kultur.

Det er på tide, at Mahmoud Abbas (til venstre), Khaled Mashal, og resten af besætningen erkender, at spillet er forbi – og at de tabte.

Den kommende Trump regerings mellemøstpolitik er stadig uklar, men den kommende præsident har imidlertid selv højlydt modsat sig resolution 2334 og har signaleret (for eksempel ved sit valg af David M. Friedman som ambassadør i Israel), at han er åben for en drastisk nyorientering i forhold til konflikten i retning af en langt mere positiv tilgang til Israel, end Barack Obama havde. Med hans livslange stræben efter at vinde ("Hvis jeg bliver valgt, vil vi vinde så meget, at I kan gå hen og blive trætte af at vinde") vil Trump sandsynligvis være tiltrukket af en tilgang, der lader vores side vinde og den anden side tabe.

Sejr passer også godt til det nuværende humør hos Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Han er ikke kun rasende over at være blevet svigtet i FN men har også en ambitiøs vision for Israels globale rolle. Herudover blev han for nylig fotograferet med et eksemplar af historikeren John David Lewis' bog Nothing Less than Victory: Decisive Wars and the Lessons of History (Princeton University Press, 2010), hvorved han fik understreget sin tro på en krigssejr. Lewis ser i sin bog på seks krige og konkluderer for hvert enkelt af dem, at "krigens udfald vendte, da den ene part oplevede nederlag og deres kampvilje brød sammen".

Netanyahu med John David Lewis' bog "Nothing Less than Victory."

Endelig er øjeblikket det rette, når man ser på de større tendenser i regionens politik. At Obamas regering i realiteten blev allieret med Den Islamiske Republik Iran, skræmte de sunniarabiske stater, i første række Saudi-Arabien, til at blive langt mere realistiske, end de nogensinde har været førhen. For første gang behøver de Israel, "det palæstinensiske spørgsmål" har ikke længere samme interesse, og arabiske forestillinger om Israel som ærkefjenden er til en vis grad blevet forkastet, hvilket har skabt en hidtil uset potentiel fleksibilitet.

På grund af disse fire årsager - Sikkerhedsrådets resolution 2334, Trump, Netanyahu og Iran – er det rette øjeblik kommet til at imødese det nye år og den nye amerikanske regering med en ny mellemøstpolitik, der skal få palæstinenserne til at "føle nederlaget".